#forskel2017: Vold er ikke “kun” den fysiske vold

26. oktober 2017 Nyheder, Sprog, Vi gør en forskel

Hver måned i 2017 nominerer en af vores kollegaer en organisation, som fortjener en ekstra julegave i år. I oktober måned har vores digitaliseringsassistent Suzana valgt at nominere LOKK, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre til #forskel2017. Suzana fortæller:

Der er utallige sager, som jeg gerne ville støtte, men jeg skal begrænse mig til kun at vælge én.

Mit hjerte bløder i særdeleshed, når jeg hører om vold… vold mod kvinder og mod hjælpeløse børn! Derfor nominerer jeg LOKK, og håber på at de bliver valgt til december. Det ville være en ubeskrivelig – og samtidig ydmyg – glæde at kunne overrække dem denne julegave på min virksomheds vegne.

Vold er ikke “bare” det håndaftryk, der kan ses på en kind efter en lussing. Det er heller ikke “bare” det synlige blå mærke, eller den brækkede arm… de er eksempler på den synlige vold; den håndgribelige og dermed også beviselige vold. Det er den form, som kaldes fysisk vold – og det er nok den, som de fleste af os tænker på, når vi hører om vold.

Men vold er desværre meget mere end det, og uendeligt mere kompleks.
LOKK beskriver på deres hjemmeside hele fem former for vold! Blandt dem er fysisk, psykisk og økonomisk vold.

På hjemmesiden er også en meget sørgelig og uhyggelig statistik: hvert ENESTE år udsættes 33.000 kvinder for partnervold!
Måske er det ikke engang det reelle tal, men alene det antal tilfælde, som er blevet registreret. Hvem ved så, hvor mange der reelt er tale om? Alle de kvinder, der ikke tør anmelde eller forlade deres partner… er de mon også med her? Personligt tror jeg det ikke.

Måske har mange af os en person i vores nærmiljø, der udsættes for en eller flere af de fem former for vold? Men… hvordan i alverden kan vi italesætte det?!
Det er et tabubelagt emne og bestemt ikke noget, som vi “bare lige” taler om over en kop kaffe med veninden, mor, datter eller hvem det nu er, som vi har mistanke om bliver udsat for vold.

LOKKs hjemmeside (åbner i ny fane) er fyldt med information om vold. Der finder man forklaringer, råd og vejledning, adresser på krisecentre og meget mere.
Har du den mindste mistanke om vold, så er der rigtig meget hjælp at hente. Heldigvis!

Anna Davids sang “Kun hjertet slår”, der handler om at vokse op i et hjem med vold.

 

Måske har mange af os en person i vores nærmiljø, der udsættes for en eller flere af de fem former for vold? Men… hvordan i alverden kan vi italesætte det?!

spekulerer Suzana, som har nomineret LOKK.