Jobopslag

Er du vild med sprog og kommunikation? Vi søger en praktikant til efterårssemestret 2018

Er du glad for sprog, gerne med interesse for IT og kommunikation? Vil du gerne arbejde med Danmarks sødeste kollegaer? Så er det DIG vi søger! Tolkegruppen Oversættergruppen P/S er et af landets største tolke- og oversættelsesbureauer, og vi leverer dagligt tolkning og oversættelse til kommuner, stat og erhvervsliv. Med hjælp fra 550+ tolke og oversættere, primært på freelancebasis, dækker vi over 130 sprog og dialekter. Sprogbranchen gennemgår en hastig teknologisk udvikling, og det gælder også for os. I 2017 implementerede vi bl.a. mere effektive IT-systemer og nye kommunikationsplatforme. Derfor søger vi nu en praktikant, som vil indgå i vores team og hjælpe os med at kommunikere mere synligt på diverse platforme. Praktikken er som udgangspunkt på 30 timer om ugen på vores dejlige kontor ved siden af Nyhavn. Vi fastholder en god og uformel stemning i en til tider travl hverdag, og vi er naturligvis fleksible efter dit studieskema og tager hensyn til ferie og eksamensperioder. Kvalifikationer og arbejdsopgaver:
  • Som kommunikationsnørd kan du især hjælpe os til at blive skarpere på at skrive online og offline – både der, hvor vi kommunikerer i dag, og måske på nye platforme?
  • Er du sprognørd, kan du særligt hjælpe os i vores tolke- og oversættelsesafdelinger – og måske selv tage fat i korrekturlæsning og oversættelse.
  • Hvis du har interesse i flere fagområder, finder vi en arbejdsfordeling, hvor du får mulighed for at prøve kræfter med opgaver på tværs af fx sprog, IT og kommunikation.
Uanset om du er mest til sprog eller mest til kommunikation, så forventer vi, at du har et udpræget servicegen – både i forhold til dine nye kollegaer og over for vores kunder. Vi er åbne for mange uddannelsesbaggrunde, men lægger særligt vægt på, at du:
  • arbejder godt med kollegaer af alle aldre, køn og alverdens kulturelle bag­grunde.
  • ikke er bange for at tage fat, når der skal løses mange forskellige typer af opgaver.
  • har en skarp pen.
  • er velbevandret i diverse sociale medieplatforme.
  • er velformuleret på skrift og i tale – som minimum på dansk, og gerne flere sprog.
  • har en nysgerrig personlighed. Hvad du ikke ved, er du frisk på at lære!
Hvis du har spørgsmål til jobbet, kan du kontakte sprogkoordinator William Schou på e-mail william@oversaettergruppen.dk eller direkte telefon 78 76 15 60. Søg jobbet ved at sende en mail til William med ansøgning og CV, senest søndag den 5. august. Vi holder samtaler løbende.

Lyder dette som et job for dig? Så skynd dig at skrive – vi glæder os til at høre fra dig!